Indtryk fra Afghanistan

Her på siden får du DAC's arbejde i Herat helt ind under huden. Du får et dybere indblik i vores projekt, og du kommer helt tæt på de mennesker, som lever i det vestlige Afghanistan. Artiklerne er personlige beretninger og indtryk fortalt i øjenhøjde af DAC's passionerede og engagerede frivillige.

Genbesøg i Herat
Bestyrelsesmedlem Andrea Rømer Lauritzen fortæller om sit genbesøg i Herat i forbindelse med DAC`s projekttilsyn, juni 2010. Læs hendes beretning her.

Brudstykker fra en dagbog
Jordemoder Mette Opstrup var fra d. 19. oktober 2009 – d. 13. november 2009 konsulent på Gozarah Distrikts-Hospital med det formål at yde klinisk og teoretisk undervisning af afghanske jordemødre og læger. Du kan læse brudstykker fra hendes spændende dagbog her.

Vi må hjælpe dem videre… det betaler sig
Sygeplejerske og konsulent for DAC, Elin Petersen besøgte sammen med sygeplejerske Elisabeth Petterson Afghanistan i marts 2009. Læs om hendes indtryk fra mor-barn klinikken og børneafdelingen på Gozarah Hospial her.

Man lader bare bilen stå
Projektkoordinator for DAC, Mingo Heiduk Tetsche, besøgte i efteråret 2008 DACs aktiviteter i Herat-provinsen.
Læs hendes lille anekdote om sikkerhedsovervejelserne i Afghanistan her.

Projekttilsyn i Vestafghanistan
Formand Viggo Fischer foretog i juni 2008 et projekttilsyn med DACs aktiviteter i Herat-provinsen i selskab med bestyrelsesmedlem Andrea Rømer Lauridsen og projektkoordinator Mingo Heiduk. Du kan læse hans spændende beretning her.

Gensyn med Afghanistan
Bestyrelsesmedlem i DAC, Andrea Rømer Lauritsen, fortæller om gensynet med et Afghanistan, som hun ikke har set i 40 år. Læs hendes personlige rejseoplevelse fra projekttilsynet i juni 2008 her.

Rejsebrev fra Herat
I juli 2007 besøgte lektor Aase Elkott sin mand Ramadan Elkott, der siden midten af april 2007 havde været udsendt som projektadministrator ved DACs sundhedsprojekt i Herat. Du kan læse hendes medlevende beretning fra Afghanistan her.

Genbesøg i Herat

Et modelhospital i Afghanistan
Om vore soldater skal forblive i Afghanistan eller trækkes hjem så hurtigt som muligt, det kan jeg ikke tage stilling til – jo mere man beskæftiger sig med landet, jo mere forvirrende bliver billedet, og jo vanskeligere bliver det netop at tage stilling. Men lige hjemkommet fra Afghanistan kan jeg bevidne, at der her i landet er noget, der går godt:

Sundhedsprojektet i Herat-provinsen i den vestlige del af Afghanistan, som ledes af den Danske Afghanistan Komité (DAC) - finansieret af Danida-midler - har, siden jeg som bestyrelsesmedlem i DAC var med på projektbesøg i sommeren 2008, gjort store fremskridt. Og Gozarah Distrikt Hospital har nu en sådan standard, at det af de afghanske myndigheder er blevet udnævnt til model-distriktshospital for hele Afghanistan.

Her virker fredeligt i Herat – i denne provins ser det ud til at gå den rigtige vej. Og i modsætning til for to år siden, støder vi ikke på en eneste ISAF- kolonne – hverken i Herat by eller på vores tur ind i landet. Til gengæld passerer vi adskillige nyoprettede militærforlægninger for Afghanistans Nationale Hær. Og på grund af den generelt forbedrede sikkerhedssituation i provinsen – efter at det sidste år lykkedes det afghanske militær og det afghanske politi at uskadeliggøre en lokal krigsherre og hans mænd i Gozarah-distriktet, kan DAC’s medarbejdere nu igen bevæge sig ud i landet til alle DAC’s institutioner. Det gælder de godt 300 afghanere, der er ansat i DAC, samt projektets eneste danske medarbejder projektdirektør Inge-Lise Aaen. Det foregår naturligvis uden militær beskyttelse.

Gozarah Distrikt Hospital
Det bliver i første omgang til et genbesøg på DAC’s ”flagskib” Gozarah Distrikt Hospital – 15 km. syd for Herat by. Og her er sket store fremskridt. Hospitalet tager sig af alle, naturligvis – uden hensyntagen til køn, nationalitet eller politisk observans. Men fokus er kvinders og børns sundhedstilstand – Afghanistan har den største spædbørnsdødelighed i verden – 16 % (i Danmark er tallet 0,4 %). Og af børn mellem et og fem år dør hvert fjerde. Og hvert 27. minut dør en afghansk kvinde i barselsseng.
Siden 2008 har hospitalet fået en flot ny børneafdeling med tilhørende ”Baby Well Clinic”. Den blev oprettet for godt et år siden, og siden da er der kommet yderligere to sådanne klinikker til ude i provinsen. Her undervises mødrene i, hvordan de bedst kan tage vare på deres børn, når det drejer sig om amning, ernæring og i høj grad hygiejne – ikke sjældent kommer der til hospitalet babyer, som aldrig er blevet vasket – rent vand er der ikke meget af, når vi kommer uden for de større byer i Afghanistan. Det er en dansk sygeplejerske fra Odense Universitetshospital med specialuddannelse i børnesygdomme, Elin Petersen, der nu for tredje gang har været i Herat for at forestå oprettelsen af klinikkerne samt være med til at uddanne det afghanske personale.

Men titlen som model-distriktshospital har Gozarah Hospitalet først og fremmest erhvervet for sit opsøgende arbejde blandt beboerne ude i landsbyerne. Til det formål har DAC uddannet specielle landsby sundhedsudviklings teams, hvor et team består af to personer fra den landsby, de skal arbejde i - en kvinde og en mand ( normalt en ægtemand, en søn eller en svigersøn ). Kvinden er uddannet som traditionel fødselshjælper og manden som samarit i førstehjælp. Opgaven for et sådant team er at vejlede i ernæring, i hygiejne og i familieplanlægning, og det fungerer således som ”Baby Well” klinikkens forlængede arm ude i landsbyerne, hvor børnedødeligheden er langt højere end i byerne. Mange børn her dør af simpel sult – 25 gange så mange afghanere dør hvert år af fejlernæring og sult end på grund af krig og vold.
Sidste nye tiltag ude i landsbyerne er udvælgelsen og uddannelsen af kvindelige familierådgivere – indtil nu 15 i alt. Og da kvinderne hverken kan læse eller skrive foregår undervisningen ved hjælp af billeder og gennem diskussioner. Men det er kvinder med stor livserfaring, der bliver valgt til familierådgivere – og det foregår altid i samråd med landsby-shuraerne og med mullaherne.

Så har DAC også for hvert distrikt to mobile teams, som tager ud til de allerfjernest liggende landsbyer – der hvor man normalt ikke kan komme ud i bil, men som kun kan nås på gåben eller på æselryg. Deres opgave er først og fremmest at vaccinere og hjælpe ved komplicerede fødsler.

En nyrenoveret klinik i Pashtoon Zarghoon distriktet
I 2008 havde vi - på grund af sikkerhedssituationen - ikke mulighed for os at besøge DAC’s institutioner ude i landdistrikterne eller de landsbyer, som støttes af DAC. I denne omgang er det anderledes. Og vi kører af sted ad hjulspor, i slalom, op ad bakke og ned gennem udtørrede vandløb. Men endemålet er herligt: den nyrenoverede klinik i Pashtoon Zarghoon distriktet – med dets ca. 100.000 indbyggere fordelt på omkring 200 landsbyer. Klinikken er i marts måned blevet udvidet med både ”Baby Well Clinic” og operationsafdeling, og lederen af klinikken – eller snarere det lille hospital – Dr. Noori fortæller, at siden indvielsen i marts 2010 er her foretaget 66 operationer – en lykke for de patienter der nu ikke længere skal transporteres den lange og besværlige vej til Gozarah Hospitalet. Dr. Noori understreger også, at medens mange kvinder benytter sig af muligheden for at blive undersøgt inden fødslen, kniber det med at få kvinderne til at komme til efterfødselskontrol. Han fortæller, at det skyldes den kutyme i Afghanistan, at en kvinde ikke forlader sit hjem i 40 dage efter en fødsel på grund af faren for infektion. Og på grund af den store mødredødelighed står en grav altid parat i forbindelse med en fødsel. At lære kvinderne, at de skal komme til kontrol efter en fødsel, er en af Dr. Nooris prioriteter.

(Artiklen er blevet bragt i Holbæk Amts Venstreblad d. 27. juli 2010).

Tilbage til sidetop

Brudstykker fra en dagbog

For at styrke det forbyggende arbejde har Mette Opstrup blandt andet sat fokus på mere tid til den enkelte på hospitalet i forbindelse med familieplanlægning og graviditet. Derudover skal jordmødrene på hospitalet i højere grad bruge de såkaldte graviditetskort som danner et godt udgangspunkt for samtalen med den gravide, afdækning af eventuelle problemer samt undersøgelser i den aktuelle graviditet. Ved hjælp af disse tiltag, kan jordemødrene bedre forberede de gravide hvilket kan medvirke til at nedsætte komplikationer i graviditeten, fødslen og efterforløbet. Sidst men ikke mindst har Mette Opstrup ved hjælp af undervisning forsøgt at give jordemødre og læger nye input til forbedring af både teori og praksis i forbindelse med graviditet og fødsel. Hun forklarer at det afghanske personale har vist stor åbenhed og nysgerrighed over for hendes forslag, hvilket hun slutter af med at fortælle er hele udgangspunktet for den læring der skal gøre forholdene på Gozarah Distrikts-Hospital bedre.

Nedenfor finder du brudstykker fra den dagbog, Mette Opstrup førte, da hun var i Herat. Hendes meget personlige beretning viser tydeligt skismaet mellem de meget hårde kår, som især afghanske kvinder lever under, men fortæller også om det gåpåmod og den vedholdenhed, som afghanerne udviser i forhold til både at overleve og i kampen om at forbedre egne vilkår.

Brudstykker fra en dagbog

Lørdag d. 24. oktober 2009
Månen ligger ned. Vi kører hurtigt gennem Herats øde gader. Menneskemylderet er afløst af ganske få biler. Vi skal ud og spise på en fin restaurant og jeg her ikke lyst til at være social og hyggelig.
Tænker på alle de ludfattige mennesker, tavse kvinder, børnene med sørgmodige øjne, sultne og fattige.
Kvinden vi fik ind på sygehuset havde ligget flere dage hjemme, men barnet ville ikke komme.
Alt for sent kommer hun ind. Hovedet er født og barnet er dødt. Ingen siger noget. Vi må nu prøve at få barnet født og håbe at moderen ikke giver sig til at bløde.
Jeg kigger mig om efter de ting jeg plejer at bruge ved en fødsel hjemme. Men jeg er ikke hjemme og må klare mig.
Barnet kommer ud. Ingen græder. Bare dette tomme blik. Hvor er det svært ikke at kunne sproget og ikke forstå reaktionen.
Jeg må ud og græde til stor forundring for mine søde kolleger.


Søndag d. 25. oktober 2009
Solen skinner og her er dejligt. Søde smilende jordemødre. En fin fødsel med det sødeste barn. Lige hvad man trænger til efter gårdagens oplevelse.
Alle er glade for at jeg er der. De gør alt for at gøre mit ophold godt for mig, og de er meget glade for at blive undervist. De lytter, spørger og deltager aktivt. Det er en stor oplevelse at opleve deres glæde, latter, gåpåmod og livslyst når man nu ved at landet er i krig, og der er mange dagligdags problemer.
Jeg kommer fra et land hvor næsten alt er muligt. Jeg måtte hele tiden sige til mig selv: hvad er muligt her? Ikke tænke på hvordan det burde være. Jeg er dybt imponeret over deres måde at klare livet på. Men inde bagved lurer håbløsheden også. De ved godt, at havde de flere midler kunne de gøre mere for deres patienter. De gravide, de fødende, de nyfødte. Det kom frem af og til, specielt når de spurgte til forholdene i Danmark.
Jeg er utrolig glad for at have oplevet ”det andet Afghanistan”. Der var ikke krigshandlinger, så vi kunne komme lidt rundt i Herat. Se folkelivet i gaderne, handle hos de lokale som de almindelige mennesker.
Mit ophold har været en følelsesmæssig rutsjetur og jeg tænker tit ”hvad laver de mon lige nu?”
Men hvor er jeg glad for at jeg bor i Danmark. Det er livsfarligt at være kvinde i Afghanistan.

Tilbage til sidetop

Vi må hjælpe dem videre... det betaler sig

Mor-barn klinikken på Gozara Hospital fungerer med stort dagligt fremmøde af mange nye mødre og børn, men også mødre til kontrol efter tidligere besøg. Klinikken har haft mere end 1000 kvinder og deres børn på besøg, fået børnene vejet, målt og undersøgt. Der er givet kostvejledning, diskuteret hygiejne, vaccinationer tjekket og givet tilbud om præventions henvisning.
Og der er fortsat god grund til at fortsætte det ihærdige arbejde, der bliver gjort! Tilbage i marts 2009 blev databasen opgjort. 638 familier havde leveret data under mødrenes besøg. Disse mødre havde født hver mellem 1-14 børn og i alt 2763 børn. Af disse var 349 allerede døde. Og rigtig mange var fortsat under 5 år, hvor risikoen er størst. Det var ikke sjældent at mødrene havde født i alderen 11-15år første gang.
Det var nogle ganske barske livshistorier disse kvinder kunne fortælle. Og kun én kunne læse og en anden genkende enkelte bogstaver.

Hver måned laver sygeplejerskerne/medical assistants indberetninger over deres arbejde. I december 2008 havde de undersøgt 308 børn. Af disse kunne kun 149 anses for at være ved godt helbred. De fleste var underernærede i mild eller moderat grad. I januar havde de haft 170 børn i hænderne og kun 43 var raske. I februar 160 børn og kun 38 raske, i marts var kun 18 ud af 105 uden sygdom. I alle månederne er der flest med under- eller fejlernæringsproblemer, men også brandsår, hudproblemer (dårlig hygiejne), gulsot og forskellige medfødte sygdomme.

Mødre, der stolt viste de raske frem og bekymrede mødre med for små og syge børn var nu hverdag i Gozara Hospitals Baby-Well-Clinic. Den eneste tilbageværende ufaglærte sygeplejerske Parawena har gjort et fantastisk stort stykke arbejde i mange måneder, og hendes erfaring blev – sammen med min – brugt til at undervise otte nye medarbejdere, der skulle arbejde i Gozarah, Obeh og Pashtoon Zarghoon clinics. Disse ufaglærte sygeplejersker, medical assistants, ufaglærte jordmødre og enkelte faglærte blev undervist 1 uge i teori og efterfølgende 1 uge i klinikken, hvor specielle børn/kvinders historier blev udvalgt som eksempler på den teori, de havde fået gennemgået. Blandt de otte kvinder, der blev undervist var der sælsomme og vanskelige livshistorier: den ene var selv blevet gift som niårig og fødte sit første barn som 11-årig. Én blevet lovet væk til én hun ikke ønskede, allerede som foster! Og atter andre var ganske unge piger med børneerfaring og så var der også en faglært sygeplejerske med børne/kvindeerfaring.

Børneafdelingen på Gozara Hospital
Én sygeplejerske var under besøget i Iran for at videreuddanne sig og hendes viden vil der blive brug for i den nyligt ombyggede børneafdeling, hvor faciliteterne tidligere slet ikke slog til. Ingen toilet/bad til mødre/børn er nu erstattet af bade- og vaskemuligheder. Mange børn er indlagt med børnesygdomme som mæslinger, malaria, indvoldsorm, lungebetændelse og fejl/underernæring. Der er nok at tage vare på for den ene sygeplejerske, der dagligt varetager plejen (og behandlingen) af 12-16 børn. Der er ikke megen tid til egentlig sygeplejemæssig omsorg; det er helt basal medicingivning og inhalationsterapi, der prioriteres. Der manglede fantastisk meget flere hænder, så sygeplejerskerne, faglærte eller ej, kunne oplyse, informere og demonstrere børneomsorg, og der mangler fortsat ekspertise. De gør så meget de kan med de begrænsede ressourcer, de har.

Vi må hjælpe dem videre... det betaler sig!

Man lader bare bilen stå

”Jamen, tør du godt tage af sted? Hvad siger din mand til det?”
Det er de første ord, man hører, når man fortæller, at man har tænkt sig at rejse til Afghanistan. Men på trods af, at det forståeligt nok er den slags tanker, som optager venner og familien, de efterladte, om man så må sige, fyldte emnet ’sikkerhed’ overraskende lidt af min tankevirksomhed, da jeg først var kommet af sted. For jeg skulle jo ud for at arbejde, for at indgå som en del af det team af to kvinder, som ikke blot er et to ugers ophold, men som lever deres dagligdag i Afghanistan. Og de gør det med oprejst pande.

Bortset fra, at mine to uger i DACs kompound var præget af lange arbejdsdage og manglende weekender, var det oplevelsen af, hvordan projektdirektør Inge-Lise Aaen og administrator Sumitra Mukherjees indrettede sig på forholdene i et land, som i medierne er mest kendt for den voksende usikkerhed, som gjorde indtryk på mig.
Inge-Lise og Sumitra tager hensyn til sikkerheden, men de lader ikke usikkerheden diktere hele tilværelsen. For eksempel tager de ofte på bytur for at købe ind, drikke en kop kaffe og lignende. Man har jo brug for at komme ud af kompounden, for at gøre (næsten) normale ting på en (næsten) normal måde.

På sådanne ture i bil gennem byen, tre kvinder højt, skal man være parat til at blive stirret på. For alvor! Det er faktisk en underlig fornemmelse. Mon ikke, det er noget i den stil, indvandrerkvinder i Danmark af og til må føle? Denne befinden sig på tværs af lokale skikke, med en intens og ikke altid behagelig opmærksomhed til følge?
Stirren eller ej, i byen kørte vi. Næsten dagligt. Og i Herat er det faktisk en fornøjelse. Områderne hvor basaren holder til, minder mest af alt om Bilka på en lørdag formiddag. Der er liv i gaden, der er en overflod af farver og dufte, og der er et mylder af mennesker; især om fredagen og i helligdagene. De sidste dage af mit ophold bar tydelig præg af de store Eid-festligheder, som varede det meste af en uge fra den 5.-12. december. Gaderne flød med mennesker, og man kunne ikke komme ind med bilen nogen steder. Og på trods af det positive tilsnit af festlighederne var det her, jeg blev mindet om, at Afghanistan alligevel ikke er helt normalt. For det er blandt andet hér, faren gemmer sig: kan du ikke parkere din bil nogenlunde i nærheden af, hvor du færdes, så du har opsyn med den, bliver det risikabelt. For man ved ikke, hvad folk kan efterlade af ubehageligheder under den. Så vi blev hjemme den dag.

Og det er vel sådan, man er nødt til at leve i et land som Afghanistan. Man kender til faren og indretter sig efter den, men man sætter ikke sit liv på pause. Man lader bare bilen stå.


Frugthandler på det lokale marked

Tilbage til sidetop

Indtryk fra Vestafghanistan

Mediernes fokus i disse måneder, når det drejer sig om Afghanistan, er ikke overraskende de militære aktioner i Helmand og Taliban-selvmordsbombninger.

Der er imidlertid et andet Afghanistan, hvor udviklingen også spiller en væsentlig rolle for landets fremtid.

En del af dette ”andet Afghanistan” er området omkring landets tredje største by Herat, Vestafghanistans hovedby og det økonomiske kraftcenter for denne del af landet.

Herat er som bekendt også hjemsted for den Danske Afghanistan Komité sundhedsprojekt. I den første uge af juni har jeg som led i komiteens årlige projekttilsyn haft lejlighed til at nedfælde nogle
Observationer om udviklingen i dette område.

Rejsen til Herat foregår ad landevejen fra Iran. Denne helt moderne, veludbyggede hovedvej er en foræring til Afghanistan, bygget af iranerne. 122 næsten snorlige kilometer jævn asfalt fører én igennem et karg og – efter russernes ødelæggelse af vandingssystemerne – goldt område, forbi ørkenlignende strækninger, små landsbyer og flygtningelejre ind til den voksende og pulserende provinshovedstad, Herat. Vejen er hovedfærdselsåren for varetransporten til hele denne deAfghanistan.
Den anden væsentlige faktor er elektricitetsforsyningen til Herat, som ligeledes kommer fra Iran. Det er årsagen til den nogenlunde stabile elektricitetsforsyning i Herat-området, som står i skarp kontrast til den mangelfulde strømforsyning til landets hovedstad.

Vejen fra Iran til Herat betragtes generel som sikker. Der rapporteres sjældent om overfald. De internationale styrker har nogle mindre patruljer af nepalesiske specialenheder i grænseområdet, men derudover ser man kun få biler med afghansk politi og enkelte kontrolposter, især ind og ud af Herat.

Grænseovergangen mellem Iran og Afghanistan er for tiden præget af en betydelig repatriering af afghanere fra Iran til Afghanistan. En del er ”frivilligt” organiseret, med støtte af FN’s højkommissær for flygtninge. Den iranske regering kritiseres kraftigt for at ville tvinge afghanerne hjem. Mange har boet i mere end et årti i Iran og har intet eller kun et meget svagt netværk hjemme i Afghanistan.

Taliban: Ingen kan være i tvivl om, at Taliban forsøger at trænge ind også i denne del af Afghanistan med sine terroraktiviteter. Men bevægelsen har tilsyneladende ikke haft held til at oprette egentlige baser i Herat-provinsen. Befolkningen hilste fordrivelsen af Taliban i oktober 2001 velkommen. Det eneste taliban-inficerede område synes at være ved Shindand i den sydligste del af provinsen, som er et etnisk grænseområde, der i mange år har givet anledning til problemer.

Men som andre steder i Afghanistan har også Herat problemer med bevæbnede kriminelle, som udgør en fare for lokalbefolkningen og for hjælpeorganisationerne i form af risiko for røverier, kidnapninger og gidselstagninger med henblik på løsepenge.
Den Danske Afghanistan Komité bruger mange ressourcer for at sikre sig bedst muligt, især på baggrund af, at komiteen i februar i år kortvarigt fik bortført fire afghanske medarbejdere. Bagmændene, som var i ledtog med taliban-sympatisører, opgav dog deres forehavende, sandsynligvis fordi myndighederne hurtigt – og hørbart – havde helikoptere i luften som led i eftersøgningen.

Projekttilsynet i første uge af juni gav indtryk af, at der siden hen er sket en vis forbedring af sikkerheden i Herat. Ifølge de myndigheder, som delegationen besøgte i løbet af turen, er sikkerheden styrket ved, at det lokale politi har fået en 300-mand stor forstærkning fra Kabul.

Det generelle indtryk fra tilsynet er, at det store udviklingsbehov fortsat ligger i landområderne, hvor fattigdommen stadig er meget stor og hvor genopbygning af krigens ødelæggelser endnu lader meget at ønske.
DACs arbejde er netop fokuseret på udbredelse af primær sundhed helt ud i de meget lidt tilgængelige områder. Befolkningen kender nu til mulighederne og benytter dem.
Det gælder også nomaderne (kuchierne), der nu også får tilbud om behandling og undervisning ikke mindst ved DAC’s mobile hold.

Vi kan glæde os over, at det fortsat, trods den generelle usikkerhed, går fremad for DAC’s sundhedsaktiviteter, og at der er tale om en stadig stigende professionalisering hos vore afghanske ansatte. Ud af en samlet stab på omkring 260 medarbejdere er de 258 afghanere. DACs sundhedssystem fungerer. DACs distriktshospital i Gozarah kører nu på 8. år og forbedres fortsat. Hospitalets ambulante afdeling og skadestue er nyrenoveret, og der er etableret en blodbank, som undertegnede blev bedt om at indvie under tilsynet. Blodbankens indretning er finansieret af venlige donationer, som foreningen har modtaget fra private personer i Danmark.


Viggo Fischer i færd med at indvie blodbanken på GDH

Projekttilsynets kvindelige medlemmer fik en rundvisning på et fængsel til kvinder - og deres børn. Fængslet er snavset og lille og trøstesløst. De fleste af kvinderne sidder inde for beskyldning om forskellige forbrydelser så som utroskab og det kan være vanskeligt at vide, hvor mange der er indespærret på falsk grundlag. Noget af det værste er at se børnene. Helt ned fra spædbørnsalderen til halvstore børn på 10-12 år er alt repræsenteret. I alt er omkring 52 børn med deres mødre i fængslet - og gården ligner ikke nogen legeplads.

Heldigvis er den afghanske kvindeorganisation Voice of Women (VoW) aktiv i Herat på kvinders vegne. VoW forsøger at skaffe undervisningsmaterialer, tøj og legetøj til fængslet. Her er et område, som DAC helt sikkert fortsat vil engagere sig i, for egne såvel som donerede midler.

DAC forsøger så vidt muligt at gennemføre et årligt projekttilsyn. I år bestod delegationen af bestyrelsesmedlem Andrea Rømer Lauridsen, projektkoordinator Mingo Heiduk, og undertegnede. Endvidere havde DAC indbudt journalist Keld Broksø, der har et mangeårigt kendskab til Afghanistan, til at deltage i rejsen.

Tilbage til sidetop

Gensyn med Afghanistan – 40 år er gået

Afghanistan er et land med enorme problemer, men det er også et land, der igen er på vej frem!

Tilbage til sidetop

Rejsebrev fra Herat

”Turen begynder tidligt om morgenen kl. 7.00. Jordemor Inge-Lise Aaen, hendes medarbejder Solehi, en lokal samarit, min mand og jeg stiger ind i landcruiseren. Vi køber brød på vejen og Inge-Lise har sørget for at tage frokost med. Vi kører mod syd og er snart nødt til at forlade de gode veje og begive os ud i de mere vildsomme og ufremkommelige bjergegne, hvor en 4-hjuls landcruiser virkelig har sin berettigelse. Vores chauffør er en venlig mand. Han er uddannet i militæret og kører aldeles fremragende, så jeg er helt tryg under den 2½ time lange tur i det bjergrige landskab. Omsider når vi frem til kutchi landsbyen, der består af de karakteristiske mudderhytter, de såkaldte adobe huse. En storsmilende jordemoder/fødselshjælper kommer os i møde. Hun er en slank og fint bygget kvinde på ca. 35-40 år, men ser noget ældre ud på grund af det barske liv. Hun er den yngste af ababbens (stammens leder eller storbonden) to koner og følger os hen til det samlingshus, som DAC har bygget. Her bydes vi indenfor af ababben selv og et råd af mænd, en såkaldt shura.


Kutchikvinder i gang med at væve tæpper

Vi sætter os på puder på gulvtæppet og mødet kan begynde: Inge-Lise spørger til antallet af fødsler siden sidste besøg. Jordemoderen fortæller, at der kun har været fem fødsler, hvoraf den ene fik et meget dramatisk forløb: den fødende kvindes moderkage sad fast, selvom barnet var født. En komplikation, man ofte ser hos kvinder, der har født mange børn: det var hendes femte fødsel. Jordemoderen forsøgte at massere kvindens mave for at fremskynde efterbyrden. Desværre uden held. Barnet overlevede, men moderen forblødte, selvom man til sidst kørte hende på hospitalet. ”Fortæl mig, hvad du gjorde” sige Inge-Lise. ”Jeg masserede den fødende kvindes mave”, siger kutchi jordemoderen. Inge-Lise fortæller sin kutchi kollega, at denne gjorde det så godt, som hun magtede, og at hun ikke skal bebrejde sig selv. Næste gang hun kommer ud for en lignende svær fødsel, skal hun forsøge at flytte moderkagen med renskurede arme og hænder – Inge-Lise demonstrerer hvordan. Derefter taler vi om behovet for medicin; afghanerne er meget glade for medicin og tror, at det kan klare alle sygdomme. Inge-Lise siger, at 96 % af alle sygdomme kurerer sig selv og at man skal være meget tilbageholdende og kun anvende medicin, når det er yderst påkrævet. Talen går videre til familieplanlægning, som viser sig at være noget, storbondens kone virkelig har taget til sig: de vil gerne have flere kondomer. Kontant og frimodig tale. Inge-Lise er også meget konkret og spørger jordemoderen: ”Hvor mange børn har du selv født? ”Vi to koner har 12 sønner og 4 døtre til sammen,” svarer hun. ”Det er alt for mange. Jeg ville aldrig tillade mine døtre at føde mere end 2-3 børn”, siger Inge-Lise.

Så slutter mødet, og vi vises rundt i landsbyen af storbonden og de øvrige mænd. Vi ser på landbrug og urtehave, på byggeriet af en fredags-moské, og vi får lejlighed til at tage billeder, også af nogle bedårende småpiger, mod behørig betaling: et stykke tyggegummi til hver af pigerne. Alle er meget imødekommende og ivrige efter at blive fotograferet. ”Godt, digitalkameraet er opfundet”, siger Inge-Lise ”ellers kunne jeg bruge kilometervis af film.”

Tilbage i samlingshuset er det blevet tid til den medbragte frokost. Vores chauffør dækker op på en voksdug på gulvtæppet: lækre kyllingelår, friske solmodne tomater og brød. Under spisningen udveksles der vittigheder: svigermødre-jokes er altid gode og meget internationale. ”Hvem er den heldigste kvinde nogensinde?” spørger Solehi og svarer selv: ”Eva!” Latter og smil over hele linjen: vi er fælles om humoren, det altid forløsende bindemiddel mellem mennesker. Nok er kutchierne analfabeter, men de har humor og er gode fortællere med en enorm hukommelse. Efter frokosten tager vi afsked. Det vil nok vare længe, før Inge-Lise kan besøge dem igen, for det kan kun lade sig gøre om sommeren.

Mens vi drikker te, kommer ababben ind. Han er uddannet samarit og kan både læse og skrive, så det er ham, der fører logbog over sundhedstilstanden og medicinforbrug i stammen. Det er et krav fra DACs side, at mindst en person skal kunne læse og skrive, så der kan blive ført journal. Hans ene kone er også fødselshjælper, men hun er taget på sommertogt med dyrene og de øvrige stammemedlemmer. Den anden fødselshjælper er 58 år gammel og steril, så hun har ikke selv født børn, men hun har en adoptivsøn på 13 år, der hjælper hende med alt forefaldende arbejde. Hun var ved at bygge på sit hus, da vi kom, så hendes hænder er helt mudrede og meget ru. ”Prøv bare at mærke”, siger hun og rækker hånden frem. Den er som groft sandpapir, men ellers ser hun meget feminin ud. ”Hvordan blev du jordemoder, når du ikke selv har født?” spørger Inge-Lise. ”Jo, da jeg var omkring 18 år gammel, blev jeg kaldt som fødselshjælper: det var en kvinde, som havde svært ved at føde på grund af moderkagen. Så spurgte jeg Allah, hvad jeg skulle gøre. Han svarede, at det kunne jeg godt klare, og så skubbede jeg simpelthen moderkagen til side, og så var den klaret. Og så har jeg været jordemoder siden.”

Disse to besøg hos kutchierne har givet mig et indtryk af det imponerende pionerarbejde, som Inge-Lise og hendes kolleger i DAC udfører her i Afghanistan. DAC er også i gang med at skabe kontakter til andre NGOer, så man kan udveksle erfaringer og således udbrede og styrke det sundhedsfaglige arbejde. Ansigt til ansigt med denne idealisme og dette engagement bliver man ganske ydmyg og taknemmelig.

Tilbage til sidetop