lav1.jpg

Foredrag

Hvis du er interesseret i at høre mere om Afghanistan, om DAC's arbejde i Herat-provisen eller blot blive grebet af de personlige historier og beretninger fra DAC's erfarne afghanistaneksperter, kan du bestille et foredrag. Kontakt DAC's kontor på tlf. 81736727 eller direkte på nedenstående numre. Nederst på siden kan du læse om de forskellige foredragsholdere og hvad de tilbyder at holde foredrag om.

Navn   Tlf.   Område
Formand Viggo Fischer   36450200 / 28110012   Hele landet
Best.medl. Andrea Rømer og best.medl. Helga Schwedler   25364578 / 30221832   Hele landet
Bestyrelsesmedlem Siems Siemssen   66146116 / 76437148   Fyn og Midtjylland
Jordemoder Melaine Christensen
og Finn Mynster Christensen
  86637700 / 22179490   Hele landet


"Afghanistan - fortid, nutid, fremtid", ved DAC`s formand Viggo Fischer

Mit foredrag handler om Afghanistans historie, med særlig vægt på perioden fra 1945 til i dag, herunder den politiske udvikling, den gradvise demokratisering frem til kuppene i 1970’erne og den sovjetiske invasion.

Derudover berører jeg borgerkrigen og fremkomsten af Taliban, Afghanistan efter 11. september 2001 og den aktuelle situation. Herunder bliver også Afghanistans forhold til omverdenen inddraget.

Afslutningsvis drejer mit foredrag sig om Den Danske Afghanistan Komités arbejde på sundhedsområdet gennem de seneste 15 år - og dermed også om arbejdsvilkårene for den civile udvikling, og fremtidsperspektiverne.

Mit foredrag, der er en blanding af traditionelt foredrag og power-point, varer 45 minutter + tid til spørgsmål og debat.

Formand
Viggo Fischer



Foredrag om Afghanistan og Den Danske Afghanistan Komités sundhedsarbejde i Herat-provinsen ved bestyrelsesmedlem Andrea Rømer og bestyrelsesmedlem Helga Schwedler.

1. En ”rejse” tværs gennem Afghanistan – fra Peshawar i øst til Herat i vest - fortalt af lektor Andrea Rømer.

Andrea Rømer har boet og haft en del af sin gymnasietid i Kabul, og det er forudsætning for hendes kendskab til og passion for Afghanistan.

Hun starter med den politiske situation i landet på pågældende tidspunkt: Afghanistan i 1960’erne ”Guldalderperioden” - Forfatningen af 1964 – valget i 1965 mm. Derefter vil hun tage lytterne med på en historisk ”rejse” fra Aleksander den Stores tid til situationen i dag.

Hun fortæller også om de afghanske etniciteter - Pachtoun, Tadjik, Hazara, Ouzbek mm.

Andrea Rømer har været bestyrelsesmedlem i Den Danske Afghanistan Komité (DAC) siden 11-9-2001 og har i den forbindelse besøgt Afghanistan i flere omgange.

2. Den Danske Afghanistan Komité og dens sundhedsarbejde i Herat-provinsen; et dansk støttet humanitært projekt med succes. Sygeplejerske Helga Schwedler fortæller om sit arbejde som sygeplejerske i et projekt, som har udviklet sig gennem de sidste 25 år.

Helga Schwedler har været bestyrelsesmedlem i Den Danske Afghanistan Komité (DAC) siden 1996.

DAC‘s overordnede mål er at forbedre det afghanske sundhedssystem. DAC er en upolitisk medlemsforening og blev stiftet i 1984 for ”at yde aktiv humanitær hjælp til ofrene for krigshandlingerne i Afghanistan og til landets genopbygning”. Siden 1998 har DAC arbejdet med primær sundhed for ”at højne befolkningens sundhedstilstand” i distrikterne Gozarah, Obeh og Pashtun Zarghoon i Herat provinsen.

Afslutningsvis vil Andrea Rømer og Helga Schwedler kort fortælle om de projekter, som DAC støtter med egne midler - et kvindekollegium i Herat, et syprojekt samt et brøndprojekt, som, med Politikens hjælp og indsamlede midler, giver rent vand til mange landsbyer.



"Afghanistan i forandring - Inden for og uden for murene" ved jordemoder Melaine Christensen og lektor Finn Christensen.







Melaine Christensen har arbejdet som jordemoder i det vestlige Afghanistan for DAC i 1½ år under Taliban-styret. Lektor Finn Christensen har været i Afghanistan flere gange med støtte fra DANIDA. Begge har senere været i Afghanistan og fulgt udviklingen dér.

Som jordemoder er Melaine naturligvis kommet meget tæt på kvindeverdenen, og i foredraget formidler hun kvindernes liv, tanker og drømme. Som udefrakommende blev Melaine ofte brugt som en ventil for de afghanske kvinder til at fortælle om deres bekymringer, sorger og glæder. Vi kommer tæt på fødsler, død, overlevelse, kærlighed, bryllupper, ægteskab, familie og kønsroller. Foredraget giver med andre ord et enestående indblik i kvindeverdenen i Afghanistan i dag – og foredraget fører os helt ind bag murene.

Finn har sit fokus på udviklingen fra Taliban-styret til det nye demokratiske styre i dag. Herhjemme hører vi tit i pressen om alle problemerne i Afghanistan og kampen mod Taliban. Sjældent hører vi om de fremskridt, som er sket siden Taliban-styrets fald i 2001. I Herat i det vestlige Afghanistan er der sket markante økonomiske fremskridt, og folk påskynder den politiske og økonomiske udvikling. Finn har bl.a. interviewet højtstående politikere og embedsmænd, mennesker på gaden, bistandsfolk, fulgt de amerikanske styrker i felten og besøgt ISAF-hovedkvateret.

Den øverste mullah i Herat satte forholdene i perspektiv og konstaterede: ’Vold er uforenelig med islam. Talibanerne er ikke muslimer’. Foredraget går bag om nyhederne.

Melaine og Finn holder ofte foredraget sammen, men det er også muligt at invitere dem hver for sig. For yderligere oplysninger henvises til hjemmesiderne www.melainechristensen.dk og www.finnchristensen.dk

 

 
Den Danske Afghanistan Komité  •  Gl. Køge Landevej 115, 2  •  2500 Valby  •  Tel.: +45 81 73 67 27  •  dac@afghan.dk ⇧ Til toppen